Staten skal
rockes
Rocken
og resten af den rytmiske musik har ikke brug for
krisehjælp, men statsanerkendelse, sagde TV-2's
sanger og sangskriver ved en konference/høring,
den 30. november 1998 i Landstingssalen (Folketinget)
på Christiansborg.
Tale
af Steffen Brandt
Kammerater!
Ærede
tilhørere. Var det ikke for spillestederne, havde
vi som orkester ikke været hvor vi er i dag. F.eks.
kunne jeg være blevet læge. Hvem er det, der
har stuegang i dag...? Åh, jeg tror, det er Dr.
Brandt, han er lidt skrap...!
Mine damer og herrer. Jeg er ikke taler, der er endda
dem, der mener, jeg heller ikke er sanger. Alligevel har
jeg valgt at lade mig stille her op på talerstolen
i dag, fordi det er vigtigt, som noget af det sidste
fornuftige vi foretager os i det her årtusind, at
få den rytmiske musik på Dankortet, undskyld
landkortet over i første omgang Danmark, men hvem
ved Europa, verden som sådan?
Aldrig
fået noget
Jeg står her som repræsentant for den
generation inden for det rytmiske miljø, som
aldrig har fået noget. Sådan særligt.
Aldrig. Bortset lige fra 12 års skolegang
spændt op med syv bevidsthedsudvidende år
på universitetet, hvor nogle af os fik opbygget en
pæn studiegæld, mens vi zappede rundt
på fakulteterne, fordi vi i solidaritet med
arbejderklassen ikke ville tage arbejdet fra dem. Vi har
aldrig fået noget, bortset fra et socialt
sikkerhedsnet som gør, at jeg (og en stor del af
de andre musikere i Århus på det tidspunkt i
70'erne) erhvervede sig adskillige nyttige kurser i bl.a.
bygge og anlæg &endash; jeg kan således, hvis
det sku' være, fremvise et diplom, som
godtgør at jeg i krigstilfæde har lov til at
praktisere som kloakmester &endash; men ellers har jeg
aldrig fået noget, bortset lige fra alle de
år, hvor jeg som dreng gik til spejder, spillede
trompet på aftenskole, udøvede idræt,
musik og drama (mest drama) under fritidsloven, bortset
fra, at lægen altid kom, når jeg var syg, og
indlagde mig, når armen sagde nej, bortset fra
nogle dygtige, veluddannede og dejlige mennesker, som
passer mine unger, mens far er ude at trykke sig selv af,
som vi siger. En skole, som lærer mine børn
at læse, (ganske vist lidt langsommere end i
Finland &endash; de er på den anden side osse
hurtigere til kniven) bortset fra biblioteker, kirker,
museer, svømmehaller, medborgerhuse,
idrætsanlæg, væresteder, kulturhuse,
bygninger, veje, broer &endash; bortset fra en
velfærdslignende situation, som gør, at
mange menneskers største problem for tiden er at
finde anvendelige artikler i alle de alt for mange
julekataloger. Artikler, som vi kan købe og gi' i
håb om at tænde noget, der minder om
begejstring i øjnene på hinanden og nutidens
snotforkælede, forvænte, forvirrede,
overstimulerede, ombejlede og dejlige møgunger.
Bortset fra det tilhører jeg en generation, som
aldrig har fået noget. Men nu er tiden inde. Det er
pay-back time. Nu må vi give noget af det,
vi aldrig har fået, tilbage!
Hvad skal
det koste
Jeg kan godt se, at mine ord har bevæget
kulturministeren. Måske sidder hun og tænker,
hvor meget skal det mon koste? Her vil jeg da gerne
træde til med et hurtigt overslag. Hvad med en
spillesteds-lovgivning som den, der ligger her på
bordet i dag? Så er vi næsten even...
Nu kan jeg osse se en hel masse repræsentanter
for den rytmiske musik sidde og tænke: Det kan da
godt være, han ikke er nogen stor sanger, men han
taler da meget godt. Men hvis sag er det i grunden, han
taler?
Jeg kommer ikke her i dag med hatten i hånden og
be'r om penge. Jeg ser ikke mig selv som
repræsentant for en rytmisk musik, der står
ude i regnen og banker på for at komme ind i varmen
til den finere kultur. Vi er ikke ude i 'en lille pige
med svovlstikker'-agtig situation.
Den rytmiske musik er, trods alt det, der ikke
er gjort for at understøtte den, kommet for at
blive. Osse selv om mange gennem tiderne har arbejdet
aktivt for teorien om, at det der med jazz, rock, pop og
protest, det går over. De blir nok klogere, de
unge...
Det er ikke tilfældigt, at Leif Davidsen i sin
nye danmarkskrønike bruger den rytmiske musik til
at sætte billeder på inde i vores hoveder.
Hvor mange links er der ikke fra Gasolin til stemninger,
dufte, begivenheder, steder, drømmelængsler.
Perioder af forskellige slags liv rulles op, når
Sebastian sætter musik til Janteloven, eller lader
en hel generation genopdage styrken, som ligger i et
fælleskab: I kan ikke slå os ihjel.
Man hører sangen, ser tiden som den var og som
den tager sig ud nu, på afstand, i
overbærenhedens lys. Og hvem sidder ikke ved siden
af C.V. Jørgensen, når han placerer sig
på en bombe i et S-tog og drømmer sig
tilbage, til dengang i de ligeglade tressere, hvor
blomster var symbol på det samme som bomber er i
dag.
Hvor kommer
hadet fra
Hvem er ikke med i den hujende flok af ubarmhjertige
unger, når Allan Olsen giver beretningen om
taberens søn. Er vi ikke flere som rammes af
nervøse trækninger, når MCClemens
hudfletter sin samtid, hvor kommer alt det had fra? Eller
når Nikolai Peyk hustler sig igennem Danmark med
fokus på den trendsatte selvoptagethed. Hvem vil
ikke i et svagt øjeblik være nødt til
at give Ibens ret, når de sammenligner sex med
Ølstykke i november, tåget, klamt, lav sigt!
I en tid med soap og fingerede dokudramaer, quizzer og
uforpligtende underholdning (i parentes bemærket,
hurra for det ) er det vigtigt at have en Thomas
Vinterberg gående løs, så nogen trods
alt gør noget, når festen blir lige lovlig
løssluppen, en Line Knutzon, når tiden skal
sættes til vægs i teatret og en Niels
Hausgaard, der kan vinkle sig ind på verden,
når den er mindst og mest universel.
Det er altsammen billeder. Altsammen
fortællinger. Det er altsammen liv. Vores liv. Det
er op til os at forvalte det ansvar, som handler om at
sikre fordybelsen rimelige arbejdsvilkår. Uanset
hvilket udtryk den måtte vælge. Nu skal der
nok sidde nogen derude og tænke, fint nok.
Men giv os nu nogle beretninger fra spillestedernes
røgfyldte omklædningsrum. Kom nu Hr.
Lærer, vi vil se lysbilleder, vi vil se, hvad der
er i de filmspoler, du holder så tæt ind til
kroppen. Løgnehistorier, velsagtens?
Eftersynkroniserede klip fra en svunden tid med
ubrydeligt kammeratskab og sammenhold, scener befolket af
ildsjæle og fantaster, frivillige og
ulønnede musik-elskere, samhørighed
beyond enhver lovgivning?
Syge
vendelboer
Ja, lige præcis. Det var vildt romantisk dengang
i Hjørring da en flok syge (nogle vil hævde,
at det er de alle sammen deroppe fra) vendelboer
besluttede sig til at Vendsyssel skulle have et
spillested.
Og de ville da osse godt prøve noget rock, om
vi kunne spille fire gange tre kvarter, på
døren, naturligvis, om vi kendte nogen i omegnen
som vi kunne bo hos. Det kom vi til.
Arrangørerne, unge fra alle kanter af det
lokale miljø, havde gang i en slags
bofællesskab. Der flyttede vi ind. Og i mange
år var Hjørring et sted, hvor alt, hvad der
bevægede sig inden for den rytmiske musik kiggede
forbi. Det allerførste job på et spillested
var et, vi havde vundet i en international jazzbeat
konkurrence.
Der var fire tilmeldte til konkurrencen og vi
strøg ind på en flot 3. plads og
præmien... det var at få lov til at give
koncert på det legendariske Jazzhus
Tagskægget.
Og der stod vi så en mandag i januar, hvor
personalet alligevel havde statusopgørelse, og
spillede på livet løs fra kl. 3 om morgenen
til kl. 4 uden at genere nogen... der var sådan set
ikke nogen at genere, overhovedet.
Men vi havde spillet på et rigtigt spillested.
Ligesom vi gang på gang, på trods af at vi
kom fra Århus og talte på en mærkelig
måde, fik lov til at slæbe vores Hammondorgel
og Altec Lansing kasser op på 4. sal i Musikcafe'n
i København.
Vi fik lov
at blive ved
Vi blev ved, fordi vi fik lov til at blive ved. Indtil
der til sidst osse mødte et publikum op til
koncerterne.
Vi fik chancen til at udvikle os, vokse med opgaverne,
finde vores egne ben rundt omkring på
spillestederne.
Sådan var vi mange bands, der i kraft af
spillestederne fik muligheden for at uddanne sig og under
betryggende former prøve grænser af. Vores
egne, arrangørerne og ikke mindst tilskuernes.
Ligesom bands i dag hænger sammen med
spillestederne, publikum og tiden, når vores
allesammens historie skal fortælles.
For nogle år siden, længe før man
indførte pasningsgaranti, stod vi hjemme hos os i
den situation, at vi godt ville have vores barn i
vuggestue.
Det var selvfølgelig pløkumuligt,
ventelister og alt muligt. Vi fik så det råd
at møde op på pladsanvisningen og begynde at
græde, henholdsvis klage, kræve, true og
græde fordi alt angiveligt var ved at styrte sammen
over hovederne på os.
Vi valgte i stedet, jeg indrømmer det var ren
gambling, at møde op og fortælle historien,
som den var. At vi havde gang i et liv; som alt i alt
tegnede både spændende og omfangsrigt og i de
planer for fremtiden, som vi havde lagt indgik
altså en vuggestueplads!
Fire dage efter startede vi på blå stue.
Signalopfangelse
Nu skal man passe på med
solstrålehistorier. Herhjemme i Danmark er det vel
nærmest at sætte spørgsmålstegn
ved sin egen troværdighed. Men alligevel var det
for mig et vendepunkt i opfattelsen af hvad et moderne
samfunds opgaver:
Først og fremmest selvfølgelig at tage
sig af de svage og hjælpe hvor der er behov. Men
derudover bør et samfund se det som sin pligt at
opdage, hvor tingene sker; opfange signaler; nye tiltag,
være opmærksom på områder, hvor
normalstandarden ændres, flyttes fremad og videre.
Som for eksempel når dansk film pludselig
rykker. Eller når dansk rytmisk musik koger derude,
mere frodig, nysgerrig og mangfoldig end nogensinde. At
skabe vilkår og vækstbetingelser. At
være opmærksom på at kunstens rolle
ikke er ændret, men i en tid, der af mange opfattes
som kaotisk, er blevet endnu vigtigere: At fortælle
os, hvor vi er og hvorfor. Som mennesker, som
nation, som del af et verdenssamfund.
Kammerater, mine ærede tilhørere.
Tidens
sprog
Tillad mig at konkludere:
Den rytmiske musik har ikke brug for krisehjælp.
Den har brug for anerkendelse. Statsanerkendelse.
Den er for længst anerkendt, taget til sig ude i
befolkningen. Den kører i alle samfundslag, som en
del af tidens sprog, som et katalog man kan slå op
i for at orientere sig, som historiefortælleren,
der placerer os i ensammenhæng og sikrer os et
afsæt, et fællesskab, en identitet på
vej ind i et svimlende nyt årtusinde.
Jeg synes, vi skal give staten chancen for at
udføre den fornemme opgave, vi i fælleskab
har pålagt den. At være medspiller på
de begivenheder, som allerede foregår ude i det
virkelige liv. Finder sted. Lige nu.
Det synes jeg godt man kunne tænke lidt over.
Men helst ikke alt for længe.
Steffen Brandt, sanger og
sangskriver
